Info til familie og venner

Den første tid hjemme (tilknytning)

Når vi kommer hjem fra Kina som ny familie, har vi mange ting at forholde os til og lære. Og det har Lærke i høj grad også. Hun skal først og fremmest lære, at hun kan stole på os og at vi bliver her. Alle de personer, som hun nogensinde har knyttet sig til, er forsvundet ud af hendes liv. Og hun vil derfor måske opleve alle som "omtrent lige gode". Sådan lidt i stil med: "Enhver opmærksomhed er bedre end ingen, så jeg kan lige så godt udnytte situationen og få mest muligt ud af det - denne voksen er sikkert bare en i en lang række af tilfældige omsorgsgivere". Lærke er ved adoptionen blevet revet væk fra sit fødeland, fra det folk som ligner hende (og som hun kan spejle sig i), fra en kendt kultur, fra den mad hun har været vant til, fra kendte dufte og lyde og i det hele taget fra en tilværelse, der trods alt har betydet en form for tryghed. Vi har fjernet hende fra alt kendt og trygt og har insisteret på at bringe hende til den anden side af jorden, hvor alt er anderledes og hvor vi tilmed insisterer på at være hendes forældre. Hun har IKKE valgt at blive adopteret og har IKKE valgt os som forældre. Lærke er derfor ikke som udgangspunkt den "heldige" i vores adoptionssag - det er OS, der er de heldige. Og vores vigtigste opgave er derfor at få vendt denne udvikling og lære Lærke at stole på os og føle tryghed i vores nærvær. Hun skal stole på, at vi altid vil være her, at vi altid vil elske hende betingelsesløst og at det er hos os, hun skal søge trøst, støtte, mad, omsorg og kærlighed. Hun skal med andre ord lære, hvad en MOR og en FAR er for noget, og hvad man i øvrigt kan bruge sådan et par størrelser til. Den slags tager tid, så selv om vi glæder os helt ubeskriveligt til at dele vores lykke med jer, så vil vi henstille til, at vi selv får lov til at sætte dagsordenen for samvær med Lærke og os i den første tid herhjemme. Det betyder bl.a., at vores venner og familie vil blive bedt om - ikke at tage Lærke op - heller ikke selvom hun rækker armene op og giver udtryk for lyst til at komme op - ikke at kysse og kramme hende - ikke at skifte hende - ikke at made hende - ikke at trøste hende, hvis hun græder   Derimod må man selvfølgelig gerne - når vi lige har lært hinanden at kende først - lege med Lærke, tale med hende og kigge på hende! I den første tid hjemme vil vi formentlig holde os meget herhjemme, og henstiller til et begrænset antal besøgende. Vi vil selvfølgelig meget gerne have besøg, men ring først - så får vi det hele til at passe sammen. Vi kan ikke på forhånd sige, hvor længe "forholdsreglerne" vil gælde, men vi skal nok selv efterhånden give udtryk for det, når vi slækker lidt på restriktionerne. Respekter vores familiedannelse og så lover vi til gengæld at sige til, så snart vi mener, at Lærke er klar til mere kontakt. I skal nok få lov til at være bedsteforældre, mostre, fastre, fætre, kusiner og legeonkler. Alt det I overhovedet orker. Og mere til! Der er skrevet uendelig meget om tilknytning, og kloge ud i den slags siger ofte, at tilknytningen imellem barnet og forældrene tager lige så lang tid, som barnet har været UDEN forældrene. Hvis barnet er 1 år ved adoptionen, kan man altså forvente at skulle bruge 1 år på at få tilknytningen helt på plads. Det handler om at gøre barnet trygt, således at det er i stand til at knytte gode, sunde og stabile relationer til personer, som det vil møde i hele sit liv. Husk derfor på, at vi ikke er vanskelige - det handler UDELUKKENDE om barnets tarv. Og vi ønsker det bedste i hele verden for Lærke. Hvis du vil læse mere omkring tilknytning, kan der bl.a. findes informationer på følgende hjemmesider: Chiquitines-Friends og Anknytning.nu. Der er desuden skrevet adskillige bøger om emnet.

AC Børnehjælp har udgivet hæftet "Kære Bedste" - en vejledning for bedsteforældre og andre i den nybagte families omgangskreds. Nedenstående er kopieret direkte fra hæftet, som også kan rekvireres i papirform fra AC Børnehjælp. Vi opfordrer til, at materiales gennemlæses - og efterleves.

Kære Bedste..... "Bedsteforældre er det bedste, forældre kan blive!" Citatet stammer fra en bedstemors beretning i forbindelse med researchen til denne vejledning.  Det er vidunderligt at byde et måske længe ventet barnebarn velkommen i familien, og det er en stor glæde at opleve ens søn eller datter blive forældre. Slægt skal følge slægters gang! Sådan har det naturligt nok været i generationer. Og hvor vil man gerne hjælpe og støtte de kommende eller nybagte forældre, så godt man kan. Og hvor betyder det meget for en, at ens barnebarn kommer til at elske en, og at man selv kommer til at elske det. Og hvor vil man gøre hvad som helst, for at det skal gå ens barnebarn godt i livet. Dette uagtet om det nye familiemedlem er født eller adopteret ind i familien.

Familieforøgelse på vanlig vis Når et barn fødes ind i en familie, får såvel forældre som barn meget forærende - ikke mindst i overført betydning. Ni trygge og beskyttede måneder i mors mave har som regel knyttet et stærkt psykologisk bånd imellem mor og barn. Efter fødslen er det første barnet oplever at blive lagt til mors bryst. En bekræftelse af, at også udenfor mors mave - i den store vide verden - passer mor (og far) på det og sørger for, at det får, hvad det skal have, så det kan leve trygt og godt. Nok er navlestrengen i den fysiske verden klippet, men på det psykologisk plan får den lov til at pulsere i mange år endnu. Efter fødslen ringer de nybagte forældre til familie og venner, og vi smutter forbi et øjeblik. Alle røres og alle glædes. Vi dæmper os, klemmer den trætte mors hånd og aer forsigtigt barnets bløde kind. Måske får vi lov til at holde den lille et øjeblik. Måske ser det ud som om, at både mor og barn foretrækker at blive beundret på afstand. Det forstår vi også godt. Vi har jo mange år foran os sammen med den lille ny verdensborger. Efter en halv time og måske en sodavand, takker vi af. Det kan være, at vi spørger, om vi skal slå græsplænen, inden vi går, eller måske sætter vi en gryderet i køleskabet, der bare skal varmes.

Fra tosomhed til adoptivfamilie Når et barn adopteres ind i en familie, føler forældre og resten af familien måske endnu større glæde og taknemmelighed, fordi årene før adoptionen ofte har været præget af sorg og savn over, at forældrene ikke har kunnet få barn på traditionel vis. Det er glædeligt, at adoption er en mulighed. Det forældreløse barn får forældre, og forældrene får et barn, som de inderligt har ønsket sig. Bedsteforældrene får et barnebarn, og slægter kan igen følge slægters gang. Men adoptivfamiliens udgangspunkt er sårbart. Den tilknytning, der som oftest er givet mellem et barn, der er født ind i familien og dets forældre, den skal såvel forældre som barn i adoptivfamilien arbejde for. I nogle familier kommer tilknytningen nærmest umærkeligt, mens andre må arbejde mere bevidst og intenst for at få etableret en psykologisk navlestreng imellem forældre og barn. Før den er der, kan barnet ikke knytte sig ordentligt til hverken forældre, bedsteforældre eller andre i den nære familie.   Tilknytning til forældrene er vigtigst Adoptivbarnets tilknytning til i første omgang dets forældre, og kun til dets forældre, er afgørende for barnets trivsel og udvikling. Den vil betyde noget i forhold til barnets evne til at knytte sig til andre, bære et ansvar, stole på sig selv og andre mennesker, have indføling med dets medmennesker, fornemme hvad der er rigtigt og forkert, håndtere konflikter og samarbejde. Det er derfor utroligt vigtigt, at alle omkring adoptivbarnet støtter forældrene og barnet i denne proces - ikke mindst barnets bedsteforældre. For at kunne bakke op på den rigtige måde, kan det være en hjælp at vide lidt generelt om, hvordan adoptivbarnets liv har været, før adoptionen til dets nye forældre.

Barnets vej til adoption Adoptivbarnet har været knyttet til sin biologiske mor i graviditeten, men denne første tilknytning er endt med et tab - enten umiddelbart efter fødslen eller senere. Hvor stort et traume, det efterlader, er forskelligt fra barn til barn. Men fælles for alle børn, der har tilbragt måneder eller måske år uden forældre, er, at de ubevidst har måttet udvikle en strategi for at overleve. For nogle adoptivbørn giver dette sig udslag i, at ingen voksne er bedre end andre. Alle kan bruges. For andre går strategien ud på for enhver pris - og gerne smilende - at tilpasse sig enhver situation. Andre igen er aggressive eller afvisende overfor kontakt. På børnehjemmet eller i plejefamilien har strategien været en styrke, fordi den har hjulpet barnet til at overleve, og fordi den til en vis grad har beskyttet barnet mod yderligere svigt. Men i en familie blokerer strategien for et trygt og levende liv. Et barn, der aldrig har haft en mor eller en far, ved ikke, hvordan det er at have en mor eller en far. Det skal mor og far først lære det. Det kan tage tid, fordre en vis isolering og kræve en hel del kræfter.

Hjælpekunst for bedsteforældre Adoptivbarnet skal lære, at det først og fremmest er hos dets forældre, det græder, og hos dem det får trøst. Det er forældrene, der sørger for mad, varme og tryghed. Det er mor og far, man søger hen til, når verden bliver for stor. Det er mor og far, der griber en, når man snubler og falder. Fremmede er fremmede, og i starten er alle andre end mor og far fremmede. Kun mor og far er mor og far. Det lærer barnet ved at opleve, at det er sådan, det er - og kun sådan det er. Igen og igen. For ikke at forvirre barnet bliver alle andre nødt til at være i baggrunden, indtil barnet er godt i gang med at knytte sig til sine nye forældre. Og det er mor og far, der ved, hvornår barnet er nået så langt. Her følger en række råd, der kan være inspirerende for bedsteforældre og andre i netværket omkring adoptivfamilien.

Hvad kan I med fordel gøre før adoptionen • Bidrag med begejstring i de vordende forældres glæde og optagethed over det forestående • Spørg om forældrene har lyst til at invitere jer og evt. den/de andre bedsteforældre til en adoptions-fortælle-snakke-   aften • Lyt uforbeholdent til hvad forældrene fortæller jer og læs alt det materiale, de giver jer, om adoption. Giv udtryk for, at I har læst det og giv udtryk for, at I har taget eventuelle budskaber til jer • Spørg forældrene om, hvordan de gerne vil bydes velkommen, når de kommer hjem med barnet? Respekter deres ønsker uden kommentarer • Lyt med omsorg og forståelse, hvis noget i adoptionsprocessen ikke går som forventet - og spar på de gode råd i den forbindelse

Hvad kan I med fordel undlade at gøre før adoption - Når I betaler så meget for et barn, er det vel rimeligt, at det er helt lille! Forældrene betaler IKKE for barnet, de betaler for formidlingen af det. Og et adoptivbarn er et lille, levende menneske - ikke en importvare, der kan bestilles i bestemte farver, størrelser og funktionsniveauer. Det sårer, når nogen antyder dette. - Når I har adopteret, får I sikkert jeres eget barn bagefter! Når forældrene vælger at adoptere, har de lagt ønsket om at få et barn på traditionel vis bag sig. Nu glæder de sig over, at de skal adoptere. Derfor både sårer og provokerer det, når andre antyder, at forældrene oplever den forestående adoption som en fertilitetsmetode. Ligeledes sårer det, når andre indirekte antyder, at et adopteret barn ikke er ens eget barn. Det er det! - Vil det ikke være det bedste for både jer og barnet, hvis I adopterer et barn, der ligner jer? Adoptivforældre er stolte af, at de skal adoptere deres barn, derfor provokerer det, når nogen antyder, at det gælder om at skjule den omstændighed, at deres barn er adopteret. Og for barnet kan det være en fordel, at det er åbenbart, at det er adopteret. - Når der nu er så mange fattige børn i verden, hvorfor skal I så vente så længe? Det er en skrøne, at der er mange små, fattige børn rundt om i verden, der mangler forældre. Der er desværre mange fattige børn på kloden, men det er bedre muligheder, langt de fleste mangler. Forældre har de. De små og ukomplicerede forældreløse børn er der for mange ansøgere til. Det er én af årsagerne til, at det som regel tager lang tid, fra man vælger land, og til man har sit barn i armene.

Hvad kan I med fordel gøre efter adoptionen • Sig til forældrene, at I respekterer dybt, at de forsøger at gøre det så godt som muligt for jeres barnebarn • Sørg for at den nybagte adoptivfamilie UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER får ro i starten • Tilbyde jer som praktiske grise • Respekter den nybagte families dispositioner og ønsker - også selv om I fra tid til anden ikke er enige. Hvis forældrene har sagt, at de gerne vil have, at I lader være med at skifte barnet eller bære rundt på det i starten, så lad være med at spørge, om I må alligevel. Hvis jeres tålmodighed er ved at være opbrugt, så sig evt.: "Jeg regner med, at du siger til mig, når det er ok, at jeg skifter ham?" • Hvis det lidt større adoptivbarn i stor udstrækning søger trøst eller tryghed hos jer, kan det være en hjælp, hvis I - i starten - kærligt guider barnet tilbage til dets forældre. Jeres tid som verdens bedste bedstemor og bedstefar skal nok komme • Respekter hvis barnet i den første tid "går tilbage" i udvikling. Det er et sundhedstegn, hvis adoptivbarnet er så trygt, at det tør indhente nogle af de udviklingstrin, det i kampen for overlevelse har måttet forcere. Det kan være, det i en periode har brug for igen at bruge ble, det kan være, at det begynder at pludre som en baby, selv om det måske har et sprog, måske vil det gerne have sutteflaske igen eller måske insisterer det på igen at bruge sut • Vis forståelse for at adoptivfamilien ofte melder afbud til dette og hint • Forbered evt. den lidt mere perifere familie på, at jeres lille, nye barnebarn har brug for beundring på afstand

Hvad kan I med fordel undlade at gøre efter adoption • Antyde at forældrene er alt for pylrede • Komme uanmeldt • Insistere på at bære rundt på barnet og tage det ud af forældrenes synsfelt • Insistere på at sidde længe med barnet på skødet • Insistere på at trøste det • Insistere på at skifte det • Insistere på at made det

Fra bedste til adoptivbedste De fleste kommende bedsteforældre oplever det som en stor lettelse, når deres søn eller datter, fortæller, at de nu har indgivet en adoptionsansøgning. Mange har grædt i det skjulte over deres voksne barns mislykkede fertilitetsbehandlinger og gentagne aborter, og for flere vordende bedsteforældre, har det længe været indlysende, at adoption ville være en bedre løsning. Men der er også dem, der skal vænne sig til, at deres barnebarn ikke bliver deres biologiske barnebarn. I starten er det ofte frygten for, hvordan det vil gå et barn i Danmark, der ser anderledes ud, der fylder. Så kommer tankerne om, hvorvidt barnet er ens rigtige barnebarn, og om man kan elske det, som var det født ind i familien? Måske møder man uforstående mennesker, der ligefrem får ondt af en, fordi ens søn eller datter ‘bliver nødt til’ at adoptere. Så kan det være en god idé, at snakke såvel med de vordende forældre som med f.eks. det andet hold bedsteforældre om ens tanker. Dernæst skal man søge viden. Der findes i dag en mængde bøger, blade og hjemmesider, der handler om adoption, og angsten, frygten og fordommene om adoption og adopteredes liv i Danmark, skyldes ofte mangel på viden.

Bedsteforældre, glæd jer!  Vi lader en adoptivbedste få det sidste ord i denne vejledning: "Nu er der næsten gået to år, siden Christian ankom, og han er midtpunkt i familien. Vi har også et biologisk barnebarn, men jeg tænker aldrig på, at Christian ikke er vores biologiske barnebarn. Én gang har jeg tænkt særligt på hans biologiske mor. Juleaften, hvor vi så en glad og tryg lille mand dele pakker ud. Da slog det mig, at der må være én derude, der tænker på ham denne aften. Jeg har fået lov til at have Christian mange gange. Jeg har hentet ham om morgenen og har haft ham hele dagen. Når morfar er kommet hjem fra arbejde, har han taget over. De to har fået en god mandesnak i skoven og på værkstedet. Vi er kommet tæt på Christian og har fået lært hinanden godt at kende. Han har givet os så mange gode oplevelser. Hvordan Christians fremtid i Danmark bliver, er jeg blevet spurgt om nogle gange. Om jeg ikke er bange for hans tid som ung og voksen? Jeg kan kun svare, at vi må give ham så meget kærlighed, tryghed og selvtillid, vi kan. Der er så mange forskellige mennesker i Danmark, og børnene kan helt fra små se, at nogle ser anderledes ud og derved lære at acceptere hinandens hår- og hudfarve. Så jeg mener, vi trygt kan se fremtiden i møde med respekt for dette; at der er en god fremtid for Christian og alle andre adoptivbørn. I vores familie har det været en positiv oplevelse at blive adoptivfamilie, og jeg kan kun sige til kommende familier: Glæd jer!"